Kællingens lærling

Længe havde min indre Kælling kaldt på mig. Jeg havde mærket impulsen til at søge dybere og forbinde mig med min inderste og dybeste kvindelige Kraft. Ofte havde jeg hørt den indre stemme og var veget tilbage.

Ordene havde længe cirklet i luften omkring mig – inviterende, insisterende og samtidig lokkende. Jeg havde lyttet lidt, lænet mig ind, modtaget en flig og skyndsomt flyttet mig igen.

Det var for heftigt, for ukontrollabelt.

Ordene var altid de samme: ”Kvinder født af Ildens æt ved, at sort er Heksens farve, forbundet med blodet, mørket og sortmånen”. Bagved ordene sansede jeg flammer og lyden af buldrende ild.

De stod der, vibrerede nærmest i luften og skabte et sug inden i mig. I lang, lang tid kom jeg ikke længere. Følelsen af at overtræde et tabu var for stærkt. Følelsen af at bevæge mig ind på forbudt område, noget mørkt, ukontrollabelt og meget, meget farligt, gjorde i lang tid, at jeg ikke turde komme det nærmere.

Talte jeg med mennesker omkring mig om den indre ild, lyden af flammer, og hvordan jeg oplevede, at det hang sammen med den kvindelige Kraft, rystede de på hovedet og mere end antydede, at det ikke var ’rent’. Mennesker omkring mig mente, at mine oplevelser med mørke og flammer nok var gamle inkarnationsrester, der skulle udrenses, for at jeg kunne blive hel. At spiritualitet mere gav sig udtryk i vand, pastelfarver, delfiner og engle.

Jeg oplevede sjældent nogle af delene, men oftere indre ild, våd muld og væsener beslægtet med det univers. I årevis troede jeg min indre verden var forkert – og den var udtryk for noget, der skulle forbedres – pakkes ud – forfines. Enkelte velmenende lærere mente endda, at jeg bare skulle arbejde med den indre Kraft og klippe den lidt til, så jeg blev mere spiselig og mindre troldsk. ”Du er jo sådan en, man(d) godt kan slå sig lidt på”, som en af dem formulerede.

Og jeg prøvede – jeg gjorde mig virkelig UMAGE. Alt knokleriet, jeg kendte fra den fysiske verden, overførte jeg bare til min indre virkelighed.

Åh, hvor jeg knoklede. Jeg mediterede i timevis, lavede energetiske øvelser for at tæmme energien og få den til at være mindre buldrende, trænede kampkunst for at tage toppen af energien og badede i koldt vand for at undertvinge og forandre. Jeg tog på kurser og retræter for at forfine mit indre, i håbet om måske en dag at opnå en mere ’sand’ spiritualitet. Jeg dykkede med delfiner og rejste gennem ørkner.

Jeg følte mig som en hamster i et hjul – jo mere den ydre hastighed steg – jo flere planer og agendaer jeg havde – også for mit spirituelle liv, jo mere ulykkelig blev jeg. Jo mere adskilt følte jeg mig fra Skabelsen.

Som årene gik, blev mit greb mindre fast – jeg begyndte at give slip – allermest fordi jeg ikke længere orkede at knokle for at forandre mit indre – for at opnå en tilstand af ’oplysthed’.

Pletvist begyndte jeg at lytte indad – ikke for at fejlfinde og lægge en plan for det næste, jeg skulle forfine, men i højere grad for at undersøge mit væsen. Kriser opstod i mit ydre, fysiske liv, hvor min tid og mine kræfter skulle bruges på overlevelse, så der ikke var tid til at forfine mit indre. Sprækker opstod – andre ord dansede, og jeg lyttede.

Jeg dansede omkring feltet – så det udefra. Forstod det mentalt og prøvede at få greb om det.

Jeg søgte efter hendes spor i bøger og musik. Kællingens fodspor var over alt – som Hans og Grethes hvide sten lyste de i mørket og viste vej.

Jeg fik øje på andre spor – andre fortællinger, brudstykker af folkeeventyr og myter lyste pludselig som glimt i mørket og intetheden. De inviterede mig til at følge dem – ikke ud af kroppen og op i lyset – væk fra mig selv – men indad og nedad. Ind i kroppen og ned i den urkvindelige Kraft.

Jo mere jeg forstod det, jo mere gik det op for mig, at Kællingens enemærker kun kan blive levende ved at betrædes. Jeg kunne ikke blive ved med at ’forstå’ det i sikker afstand.

Jeg måtte dykke ned i mørket, modtage min indre Kællings invitation og lære hende at kende.

En dag var længslen efter at levendegøre min indre Kælling stærkere end angsten for at bryde et tabu og frygten for, hvad det ville medføre.

Den dag gik jeg gik i lære ved Kællingen. Det var ikke noget svært valg, det føltes selvfølgeligt, selv om hendes lærdom en gang imellem stadig kan give mig følelsen af at gøre noget forbudt.

(Uddrag fra Kællingens Bog)

Læs også

NYHEDSBREV